Så fik vi nok af “CELL-fies” og trængte til “celle”-forandring, så vi er nu – “cell”-følgelig – fraflyttet Kriminalforsorgens ydmyge boliger og er – som det også sker for de mest kriminelle fanger – flyttet på landet! Her er vi endt i “Naturhytterne” i Kjellerup, ca. 10 km nord for Silkeborg.
Naturhytterne kan vel bedst beskrives som forvoksede whiskey-tønder med lille køkkenafd., bad/toilet samt rigelig med sengepladser. Og da vi stadig har lidt efterveer fra Fængslet sover vi altså stadig i køjesenge….sådan bare fordi vi kan… 😉🤪
Og nu vi er sat i bås med landets mest kriminelle fanger (I ved dem der, der bliver flyttet langt ud på landet), lod vi syv og fem være lige og satte kursen direkte mod Danmarks Corona-epicenter. Total daredevils! 😈😈
Målet var Den Gamle By i Århus, hvor vi tilbragte godt og vel tre timer i en regnvåd og næsten mennesketom “by” – og som de ENESTE – var vi iført masker! 😷😷 Faktisk er vi lidt forundret over hvor få vi så i Århus med masker på, med tanke på den store smittestigning de oplever i øjeblikket.
Men vi var altså iført alverdens værnemidler: masker, regnjakke, paraply og rigelig mængder håndsprit! Og vi er begge af den overbevisning, at vi gjorde det eneste rigtige ved at tage vores forholdsregler som vi gjorde – bum!
På vej fra Århus til Naturhytterne, var sulten ved at indhente os, og vi stoppede derfor ved en landevejskro der hedder Signesminde Kro, der helt ude i vejkanten reklamerede med wienersnitzler og stegte ål – nammenam! 😋
Kæresten fik vendt den franske øse og vi gik ind. I krostuen var et ældre par ved at færdiggøre deres frokost, og kæresten og jeg var kort tid efter de eneste tilbage i restauranten.
Det forhindrede ikke køkkenet i at være en lille time (WTF!!?!) om at tilberede en wienersnitzel og “dagens” bøf – en steak – dertil lidt grønt og pandestegte kartofler. Og til kærestens store fornøjelse: hjemmelavet bearnaise sauce (faktisk var det nok nærmere i kategorien sovs, for den hang i den grad fast på kartoflerne 😜 Da maden endelig kom smagte det til gengæld himmelsk og vi spiste rub og stub, inden vi småbøvsende luntede ud til den franske øse igen.
Efter ankomst til hytten, var vi ikke sene til at melde os som deltagere i den nyoprettede (som i 5 min. før vi fandt køllerne) minigolfturnering: Prison Break Open 2020
Men banernes beskaffenhed, urent trav hos modspilleren og en masse dårlige undskyldninger, betød at sejren begyndte at glide fra mig på hul 8 og definitivt skred på hul 16 😤🏌🏽(der burde være en emoji hvor golfspilleren kaster med køllen eller knækker den over låret!!!) Lo… spil!!!!
Nederlaget skulle synkes og sådan noget gøres naturligvis bedst med en ny udfordring: Quizspil om 1980`erne, indkøbt specielt til hyggeaftener på denne ferie….Hmmmm…….hygge min bare rø.!!!! 🤬
Så kæresten har nu besluttet, at det er bedst at jeg ikke spiller flere spil i aften 🤔😳
Godnat 😴