Picture perfect!

Så lagde vi fra land og satte kurs mod smukke Santorini. Én i vores rejseselskab har været der før, den anden har ikke, men han glædede sig nu alligevel til at se øen som siges at være den mest postkort-fotograferede græske ø.

Jeg selv havde valgt en tur der satte selfiestangen i centrum, med de flotteste destinationer og fotospots på øen.

Som altid er alting flottest i solskin og blå himmel og det er nok for meget at forlange her i slutningen af november – også i Grækenland 😉

Men der var mange Kodak-moments af kirker, kirkeklokker, de ikoniske blå tage og den betagende udsigt.

Sidste gang jeg var her, lå der nok 8-10 krydstogtskibe ud for øen, i dag var der vores. Det er selvfølgelig skidt for den græske turistindustri, men det er nu rart med plads på de forskellige steder især også når hende ”Kællingen Covid” er med.

Vasilles – vores selfiestangslærer (det lyder på en eller anden skummel måde lidt lummert, MEN DET VAR DET SLET IKKE!) – introducerede alle i brugen af selfiestangen og derefter så man ikke meget til ham…hmmm.
Havde nok håbet, at vi ville lære bare lidt om kompositionen af et billede, men nej. Burde nok have luret hvor det bar hen allerede da gruppe 30 samlede sig i Tropicana Garden på skibet. Skal måske lige indskyde, at vi på denne tur ikke har set et eneste barn og at jeg bestemt er i den meget unge ende af passagererne!

Det var mine gruppedeltagere i gruppe 30 bestemt ikke. Det var langt forbi 65 ferie og de fleste var mere eller mindre dårligt gående. Virkelig fedt for Santorini er i den grad en ø der ikke er egnet til gangbesværet, så det tog bare lang tid hver gang der skulle bevægelse i folk.

I hovedbyen Fira kunne man vælge om man ville følge gruppe 30 tilbage til bussen – ned ad bakken der havde en hældning på 45-50 grader. Vi havde forceret den opad og fik kun med nød og næppe samtlige ben- og hofteproteser og godt gennempumpede hjerter og lunger med op, så tanken om at skulle ned ad bakken med samme gruppe var slet, slet ikke aktuel for mig.

Desuden ventede kæresten i byen og sammen kunne vi ose lidt inden vi tog den spritnye (nej nej, tudsegamle kabelbane ned, hvor du mere end én gang kunne se livet passere revy. Naturligvis med den gode udsigt som yndig baggrund til livets film :S )

Vi kunne også have valgt at gå ned at den lange snoede trappesti. Men med mere end femhundredefirs trin ned og en endnu mere heftig hældning end bakken valgte vi kabelbanen og ”revyen”.

Efter en vuggende tendertur fra havnen til skibet indtog vi både frokost og vores balkon, hvor afslapning med den smukkeste udsigt var på programmet.

Aaah, kan faktisk godt gå hen og blive lidt afhængig af det der ferie 😉