Hele dagen har vi vugget os igennem Den Persiske Bugt (dét og Stillehavet lyder bare federe på engelsk) med retning mod Qatar.
Den Persiske Bugt fylder ca. 1/4 af Middelhavet, men der er stadig masser af vand. Men hvor der er 21 lande rundt Middelhavet, så er der “kun” 9 lande rundt den Persiske Bugt.
På skibet døjer vi stadig med efterveer fra sandstormen. Alt har et fint tyndt lag sand på sig, dog er sigtbarheden blevet betydelig bedre. Stadig ikke god nok til at vi kan se nogle af alle de boreplatforme der er i området, men den er bedre.
Varmen har vi også stadig med ombord, men heldigvis har vi vind – ca. 11 m/s så det er skønt.
I morgen siger vejrudsigten 43-44 grader, husk her, at det er skyggetemperaturer🔥
Det kommer nok ikke bag på nogen når jeg nu nævner at damerne fra mafiaen forleden talte højt. Det gør stort set alle m/k’ere fra den klan. Og det samme kan siges om den kæmpe sending kazakstanere vi også har med om bord. De ligner asiatere men taler – undskyld råber – russisk (meget forvirrende) hvis der er mere end to deltagere i samtalen.
Så med disse højtråbende folkeslag ombord tog jeg ingen notits af den dame, der med rå, kaudervælsk stemme tale-råbte skråt bag mig i dag ved poolen. Først under hendes andet udbrud opdagede jeg at det rent faktisk var mig og ikke hendes veninde Tante Grøn hun kommunikerede med. Eller i hvert fald forsøgte at kommunikere med. Og nu da jeg var blevet opmærksom på hende fik jeg lige samme sang een gang til. Jeg fattede hat af hvad hun sagde, hvilket jeg så svarede hende på DANSK. Dét forstod hun jo af gode grunde heller ikke og så gik hun og Tante Grøn – muligvis med uforrettet sag.
Jeg har fået et par spørgsmål om det er The Stig der styrer skuden her? Og nej det er det bestemt ikke. For vi er ankommet til tiden og sejler (næsten) til tiden hver gang. The new man on the bridge kalder sig i øvrigt Roberto og i stedet for titlen El Capitán er ham her “Master”. Master Roberto!? Dét er altså fesent!!!
Muligvis lider jeg af skibskuller (kan jo ligesom ikke få økuller 🤪), men var det ikke plantageejerne på de Vestindiske øer der blev kaldt Masters? Meget mærkeligt når nu hovedparten af officerer og ledere på skiwet er fra Italien og et par enkelte stykker fra Serbien….. men det er nok bare kuller eller varmen…. Og hov, i fodbold er årgangen efter Old Boys jo Masters.
Nåh, ikke tænke mere over det. Manden er overhoved for klanen og udnævnt Master – bum! (Men stadig fesent!).
I morgen står den på rundtur i Doha – og jeg har jo lov til at håbe at der kan snige sig lidt VM-feber ind. Men jeg sætter på ingen måde forhåbningerne i vejret – men det kunne være vildt fedt, ikk? ⚽️😉