Ferie er vel nok fantastisk!
Ikke nok med at vi i vores har været i nogle egne af verdenen, ja velsagtens i vores lille kongerige som jeg i hvert fald ikke har besøgt før.
Så kan der på steder vi har været tidligere jo poppe nye og bedre steder/oplevelser op.
Vi er gået fra at være søulke til decideret landkrabber, så alt er muligt.
Dagen efter ankomst var det min fødselsdag, og den blev spenderet på Martha’s Vineyard, med gode venner og middag om aftenen på Texas Roadhouse med næsten hele familien Ross.
Vi har også været på æblerov i en plantage 1,5 times kørsel fra vores “hjem”. Det er helt vildt så mange sorter æbler der findes – og vi prøvesmagte jo kun en brøkdel.
Min absolute favorit er sorten Honeycrust, men må indrømme at min allergi som sædvanlig clashede med æblerne og efterlod mig med en hævet mund og kløe i hele tandorglet, hvilket begrænsede mine prøvesmagninger.
Vi tog også en længere køretur til Provincetown for at opleve stemningen i byen. Den kan (lidt) sammenlignes med Key West. Her er højt til loftet, regnbueflag og drags, kunstgallerier på alle gadehjørner og plads til alle.
Byen havde arrangeret en hundeparade, hvilket ungerne glædede sig meget til. Den store parade tog dog kun 42 sekunder at passere os – har den HELE på video 😜- så lidt skuffende…
Ellers har vi hygget, badet, shoppet, spist og drukket os gennem den seneste uge.
Og vi forstår udemærket at vores værter nappede et krydstogt efter vores besøg for at slappe af og lade batterierne op 😂😂😂
Vi blev fint kørt til lufthavnen i Boston og da vi havde checket in hjemmefra, tænkte vi at det bare ville være bagage-drop og paskontrol, også kunne vi sætte os og slappe på den anden side.
Men men men, selvom amerikanerne i vores øjne, er langt fremme med mange ting, så halter det gevaldigt med organisering og fornuft i f.eks. deres lufthavne.
Vi fik hurtigt afleveret bagagen, men så startede kaosset. I en lang kø slangende vi os meget langsomt op til pas- og boardingkort kontrol.
Derefter Security check som inkluderer at alle skal tage skoene af.
Vi kom videre, men så sent at vi ikke kunne nå at sidde og slappe nogen steder, det var fuld strækmarch til gaten.
Da vi endelig kom derud var flyet blevet 1/2 time forsinket 😩
Da boarding åbnede, foregik det ikke med fremvisning af pas/boardingkort, næ nej, her skulle det elektroniske system godkende dig via dit ansigt (skidesmart NÅR det virker), men for halvdelen af passagererne virkede systemet ikke, og de måtte håndteres manuelt….og det tager altså tid!
Så vi var godt og vel en time forsinket ud af Boston, men dog på vej til Frankfurt og tysk grundighed.
Men nej, her må der have været en amerikaner indblandet, for hold nu magle, det var om muligt mere kaotisk – dog slap vi for at skulle smide skoene!
For ikke at tale om at da vi ENDELIG kom i bussen til flyveren (ja flyet der holdt ved vores gate var ikke til os, så vi skulle køre 2 km til vores “rigtige” fly. Orv, hvor ved du det fra, fra vores nyindkøbte Airtags i vores kufferter, der sender lokationsbesked til vores telefoner. Stor hjælp ift. forsvunden bagage).
Men vi skulle lige sidde i bussen ved flyet, og vente i mere end 20 min – hvorfor? Aner det ikke, men komplet tåbeligt!
Så endelig i Kastrup – ingen paskontrol, Security check eller skofacister.
OG en bagage der kom forholdsvis hurtigt – alt er godt, vi er hjemme igen 🤗