Man har lige rost rorpindstyreren og så går det galt! Hvad der skulle have været en “vi lægger til kaj med skuden”, blev ændret æ“vi kaster anker lagt pokker fra kaj og smider redningsbådene i vandet!”

Altså det der i hvert fald i cruise-verdenen er en “tender port”.

Men det er bare gevaldigt meget mere besværligt. For har du ikke allerede en udflugt med skibet eller er minimum goldmember så skal du gudhjælpemig have en tender-ticket 🎟️ Den skal du have hentet dagen før, hvis du skal gøre dig forhåbning om at komme med på land i de tidlige morgen- eller formiddagstimer.

Og de uddeles så i grupper og det er først når den enkelte gruppe kaldes at man må søge med redningsbåden.

Lidt samme princip er det med de billetter man har til udflugterne, og der er det jo ekstra vigtigt at den samme gruppe forbliver sammen, da de jo skal med samme bus og man helst vil undgå unødig venten.

Nå, men jeg var altså på udflugt-billet i dag og skulle i den anledning møde op i teatret kl.11.00.

Var der som altid i god tid, selvom det er fuldstændig spild i denne sammenhæng. For trods gentagne forklaringer om hvordan man “læser” sin udflugts-billet fra den ellers meget direkte dame på scenen, lykkedes det alligevel ikke at indfange nok forståelse hos den spansk talende del af selskabet – og det selvom scenedamen selv er argentiner og dermed spansktalende.

Og helt slemt stod det til i gruppen for folk over 65 år – sprog ligegyldigt!

Hold nu kæft det gik trægt! Men med kun omkring 20 forsinkelse var vi bussen, hvor skønne Joaquín (skal udtales sådan lidt miav tilsat end fræk spansk accent) med de brune øjne tog i mod med smil og entusiasme.

Hvad han ikke vidste på tidspunktet var, at han havde fået tildelt 25 mere eller mindre høre- og/eller bevægelseshæmmede pensionister og mig – alle primært engelsktalende! Jamen stakkels mand!

Det startede med at en dame i bussen – der sammen med sin mand – fra start havde kapret forreste sæde i bussen. Manden var jo handicappet proklamerede hun (han gik med stok). Men fra første plads kunne han ikke se noget sagde hun, så de gik langt tilbage i bussen. For så at kæfte op ligesom bussen blev sat i gear. Nu forlangte konen – lad os for nemhedens skyld kalde hende Karen – at de fik pladser længere fremme og at folk skulle flytte sig for dem. Men HUN skulle nok vælge hvor de ville sidde – det var der dog et par der hurtigt afværget og opgav deres sæder til Karen og hendes mand.

Ved hver tur skulle samme Karen så skrive alle ting ned som skønne Joaquín med de brune øjne fortalte. Problemet var bare at Karen var hverken hurtig på tasterne eller i optrækket. For enten skulle hun lige sludre færdig med den hun gik sammen med eller også skulle hun liiiige tage billeder af noget, hvilket så betød at hun kom et godt stykke inde i skønne Joaquín med de brune øjne’s fortælling og helt ublu spurgte “nå, hvad gik jeg glip af?”, og forventede her et referat af hans fortælling.

Og må altså rose skønne Joaquín med de brune øjne, for nøj hvor var de ikke søde ved ham!

Hans kraftige spanske accent gjorde, at når han skulle fortælle om skibsfart og fårehyrder, kunne det lyde som om han sagde “ship” (skib) i stedet for “sheep” (får). Det gjorde at Karen og hendes kumpaner gav sig i kast med at irettesætte skønne Joaquín med de brune øjne, hver gang han skulle sige et af de to ord.

Det var fandme frækt, og skønne Joaquíns brune øjne skinnede knap så meget mere og entusiasmen var også fordampet for længst!

Ved næste stop stod en af kompanerne og belærte ham om hvordan man sagde dit og dat og udtalen skulle væren sådan 🙄. Da hun var luffet ind i bussen, kiggede jeg på skønne Joaquín med de brune øjne og sagde, at man sagtens kunne forstå hvad han sagde. Og han svarede at han godt vidste, at når han blev ivrig var hans udtale ikke så god.

Jeg smilte og sagde til ham, de damer forstår UDENMÆRKET hvad du siger – for hvis de ikke forstod ville de jo ikke kunne rette dig 😉

Han smilte og forstod med det samme og sagde du har ret, tak fordi du sagde dét! Og så var atter liv i de brune øjne igen 👁️👁️

Nå, tilbage til selve turen som egentlig var en tour gennem Punta Arenas, Chile. Vi så udkigsspottet over byen, så pladsen i byen med deres grundlægger, videre til Cementerio Municipal Sara Braun. Der er meget, meget smuk kirkegård hvor mausoleum efter mausoleum stod side om side nogle mere velholdte end andre. Virkelig et smukt syn – men måske fordi vi ikke ser sådan noget herhjemme i samme grad, så gør det et positivt indtryk.

Næstsidste stop var på Museo Del Recuerdo, der i bedste Arbejdermuseet-stil viste hvordan vi i både apotekerens-, tømrerens-, syerskens- og bagernes verden viste hvordan tingene tidligere var blevet brugt. Og gamle hestevogne og div. arbejds maskiner til marken. Vældig sjovt og interessant!!

Sidste stop var Santiario Auxillidora – et agricultural museum, men der tror jeg Karen og Co.opgav på forhånd da de hørte at det var muligt at shoppe indenfor.

Synes faktisk at skønne Joaquíns brune øjne havde fået lidt mere gnist da vi sagde farvel – er sikker på at han var glad for at slippe af med det koppel! Det var jeg faktisk også da vi gik ombord og jeg kunne vælge en anden vej end Karen & Co. 😄