Undskyld! Har jo helt glemt at introducere jer for skibets kaptajn. Han hedder noget i retningen Falanios, så vi har døbt ham Falaflen!
Og den god Falafel sørgede for rettidig ankomst til St. Thomas. Dét kan vi li’!
Denne gang i solskin og dejligt vejr (dét kan vi også godt li’) modsat sidst hvor det stod ned i stænger af flere omgange!
Vi nød indsejlingen mens vi udpegede de steder vi besøgte sidste gang. Og da skuden endelig lå helt stille skulle vi ud på nye opdagelser.
Allerførst skulle vi finde Nelsa vores guide for i dag. Hun skulle bringe os til Magans Bay (lyder virkelig som noget med pirater). Men i virkeligheden er det en smuk strand med det mest bløde sand. Faktisk har National Geographic kåret stranden til at være blandt de 10 bedste strande i verdenen. Jeg tror faktisk, at vi har tilbøjelighed til at give dem ret.
Trods det at stranden var/er MEGET velbesøgt, så føles det ikke så slemt når først man har fundet en plads i sandet.
Vandet et turkist og krystalklart – virkeligt smukt. Og de eneste der benytter det er badegæster, fiskehungrende kamikaze pelikaner og mindre både. Så der er ikke motorstøj eller reggaerytmer, blot bølgeskvulp og engang imellem en unge der råber eller larmer. Men dén larm aftager som regel hurtigt når man har holdt ungen under vand i 5-6 minutter! 😂😂😂
Vi nåede også et smut til hovedstaden Charlotte Amalie (eller som de indfødte siger: Chaaarlot Armarli).
Her støvede vi rundt i forskellige butikker og kiggede på krims-krams. Da tiden var til det mødtes vi igen med Nelsa der bragte os det sidste stykke vej til vores skib.
På de fleste havne er der enten en form for markedsplads eller deciderede opførte forretningslokaler til glæde for turisterne og gavn for de lokale. Her handles der med alt hvad et turisthjerte kan begære. Denne havn er ingen undtagelse, hvorfor man så os gennemtrawle hver forretning for guldkorn.
Bedst som vi var i gang, trykkede Falaflen på hornet og det betyder på både godt gammeldaws dansk og piratsprog: LET RØVEN VI SEJLER OM LIDT!!!
Og så kan I ellers tro at der blev sat fut i klip-klapperne – så de hverken sagde klip eller klap – og sat direkte kurs mod skuden. Vel ombord kunne vi konstatere at Falaflen havde været ligelovligt tidligt ude med sit trut, men hey, så slap vi for at købe noget ligegyldigt turistgams😝
Aftensmaden bestod i dag af lækker seafood (bl.a. kæmpe rejer med og uden hvidløg, muslinger og laks).
Nøj, det var godt, så nu frygter vi bare, at vi har groet gæller og fået fiskeskæl til strandturen på Antigua i morgen 🐟😎
PS! Ingen børn eller dyr har lidt under vores strandophold pga. os.
Altså bortset fra rejerne til aftensmaden 🦐🦐🍽️😜