For snart to år siden, lige så snart verdenen begyndte at åbne op efter pandemien, besøgte jeg Mykonos for første gang. Det var udenfor sæsonen og det var bygevejr der gav en jævn, trist grå himmel som baggrund på mine billeder.

Det er tydeligt for enhver at øen har den der helt specielle græske feeling, som jeg kun før har oplevet på Santorini.

Så glæden var stor da vi i går lagde til samme kaj som for to år siden.

Efter heldagsregn på Kreta var jeg spændt på vejret – og om kaptajn Franke kunne levere varen med solskin ombord (det kunne han, men med en vind så kraftig, så solbadning var med en del mere tøj på end normalt).

Som een af de første i land og med shuttlebussen helt hen til byen, gik jeg direkte mod øens berømte landemærke – vindmøllerne.

Denne gang kom der billeder i kassen med blå himmel, det var så fint.

Efter en tur rundt om møllerne, gik turen til udkigspunktet for Little Venice. Ydersiden af flere af husene har altaner/tilbygninger hængende direkte ud over vandet, og giver en (meget) lille vibe at Venedig.

Går man ad gaden langs med Little Venice, finder man caféer og restauranter som – uden rækværk – har servering helt til der hvor havet møder huset. Det giver en til tider våd servering men også ekstraordinær smuk udsigt/oplevelse.

Man får næsten lyst til at synge: “Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk der hvor havet slår ind……”