Så blev det sommerferietid på matriklen og denne gang går tur – ikke overraskende – også over Atlanten.

Først til Boston-området og bagefter krydser vi Guds eget land og lander i Seattle hvor vi kravler ombord på en skude der efter planen tager os til Alaska.

Men for at starte med starten, så blev vi standsmæssigt kørt i lufthavnen af husets kronprins.

Vi (altså mig) havde tjekket os ind på begge fly, sørget for gode pladser, MEN vi skulle vise papirer til personalet hos British Airways i luften i enten CPH eller Heathrow. Så vi kastede os i dele-køen for BA og Finnair. Dvs. umiddelbart var det kun Finnair kunder de kaldte frem, disse dedikerede, energiske og imødekommende indtjekningsmedarbejdere – nej vent lidt! Magen til ugidelige og uinspirerende medarbejdere skal man lede længe efter.

Vi måtte spørge tre gange om hun skulle se nogle af vores papirer – som der jo havde stået ved vores online-indtjekning at de skulle – før hun afbrød sin samtale med kollegaen ved siden af og lidt nonchalant svarer at alt var fint for eller kunne hun ikke swipe…….swipe?….okay! 

Op til security med os og wup wup så var vi igennem. Vi nappede en pølse ved Steffs og travede videre til paskontrollen. Og så var det vi opdagede at de allerede havde startet boarding – alt for tidligt – men vi begav os naturligvis straks til gaten og kunne konstatere at vi var blandt den sidste 1/4 til at boarde.

Boarding var complete 15 min før, men så gik det   i den grad også galt.

For godt nok sad vi klar 15 min før vi skulle, meeeeen der var lige noget med en sloth-tid som gjorde knuder, så vi sad så 30 i flyet PÅ jorden, før vi rykkede os væk fra gaten.

Da vi så endelig kom i luften fik piloten ret. For han havde på forhånd sagt at der godt kunne være turbulens ved take-off – jo tak, det skal jeg ellers lige love for at der var!!! 🫣😬🥴

Men heldigvis fik han også ret i at resten af turen blev smooth. 

I London kom vi let af flyet og også nogenlunde let igennem Security.

Så gik vi til gaten og derfra ud til flyveren. Men synet der mødte os, havde fået en tidligere flyskræk ramt P, til at bakke.

For der stod flyet vi skulle flyver over Atlanten med åbent motor-”hjelm”.

Dét var og er virkelig ikke et rart syn når man ved at man skal sidde indeni den jernfugl i 6-7 timer.

Vel oppe i flyveren – men stadig på landjorden – kunne kaptajnen efter lang tid fortælle at nu manglede de bare at lukke motorhjelmen, men desværre kunne ingen af de mekanikere der stod ved motoren finde ud af at lukke selvsamme motorhjelm så nu ventede vi på mere erfaren assistance 🤨

På et tidspunkt mens vi stadig holdt og ventede, skulle jeg på wc. Det passede bedst at jeg brugte faciliteterne bagerst i flyet.

Da jeg “lettet” kom ud (😜) stod et par stewarder og noget lufthavnspersonale oppe på rampen – med åben flydør, og kiggede opgivende ned på motoren.

Så jeg gik lidt frisk-fyr-agtigt derud mens jeg spurgte og de havde brug for en hånd?

Det gav selvfølgelig (og heldigvis) grin over hele linjen og et par friske kommentarer retur. Men lige så godt var det, at jeg nu kunne stå ude på rampen og følge med i motorhjelmsfølgetonen sammen med personalet. Men jeg er jo også tidligere selvudnævnt flymekaniker, så det jo klart jeg fik lov 😜🥴 ✈️🔧🔩

Kaptajnen kunne også fortælle, at så længe vi var på landjorden  virkede motor tre ikke, som er den der kører aircon’en om bord – hvilket betød at der var eddervarmt i kabinen….🥵

Og det blev ikke mindre varmt som tiden gik, men efter små 2 timer i saunaen havde deres tilkaldte assistance fundet ud af at lukke hjelmen, så flyet bakket væk fra gaten og motor tre var atter oppe i fulde omdrejninger så nu var temperaturen frysende kold🥶

Bortset fra det blev det en fin tur og temperaturen fandt efterhånden også et fornuftigt leje.

I Boston gik immigration glidende, kufferterne kom forholdsvis hurtigt og vores ride og velkomstkomité holdt og ventede da vi kom ud.

Dejlig afslutning på en lang dag❣️