Sidste stop på turen er Victoria, British Columbia i Canada. Og dog, for grundet rigtigt dårligt vejr pga. efterveerne fra en voldsom storm sejler vi pt. i høj sø med virkelig gode vip til alle sider. Og det gør at vi kun får hvad man ombord kalder en “technical port of call”. Det betyder, at vi kommer til at ligge til i Victoria, men ingen kommer i land og efter to timer sejler vi videre mod Seattle.
Alt dette pga. penge, da rederiet skal punge ud – rent skattemæssigt – hvis vi kun sejlede til amerikanske havne, hvorfor det er vigtigt for dem at vi får krydset Canada af på listen.
Derfor er både casinoet og barerne stadig åbne, for der skal jo stadig penge i kassen 😉

Men Canada er altså ude rent besøgsmæssigt for os og det er mega skuffende!
Faktisk fik vi beskeden for flere dage siden, og alle ombord har siden småbrokket sig over, at vejret da ikke var særlig slemt. Det skal jeg så ellers lige love for har ændret sig!
Dem med røde bånd og søben er oppe og alle andre er lagt ned! 🤢
Søsyge-poserne er hængt ud og alle der er oppe zig-zag’er afsted! Glassene klirrer og enkelte smadrer i barerne og på restauranterne og alle pools og hot tubs skvulper over.
Det har siden middagstid ikke været tilladt at bevæge sig ud på dækket pga vind, der på dét tidspunkt “kun” blæste med næsten 33 m/s. Nu er vinden intensiveret og skuden gynger gevaldigt.

Faktisk talte kæresten og jeg om hvornår man kan sige man er ramt af søsyge. Tror egentlig vi blev enige om, at det var når man fysisk var ramt altså kvalme/opkast/ubehag.
Samtidig konstaterede vi, mens vi indtog både bøf og pasta, at vi pt nok ikke var ramt….endnu 🤞🏼😜🥴