Klokken kvalme i morges startede kronprinsen sin dyt og kørte os standsmæssigt i lufthavnen.

Selvfølgelig var vi tjekket ind hjemmefra og manglede nu kun Security’en. Og i Ullas fravær måtte jeg tage een for holdet, med en piruette og et ekstra tjek med scanneren.

Så op i Loungen som var overfyldt, så vi skred efter morgenmaden – eller nok mest fordi der stod “to gate” på skærmen.

Ind i flyveren – Lufthansa – og med vanlig tysk disciplin fik de fyldt sildekassen og sendt os afsted.

Det næste jeg husker er indflyvning til München, så jeg har muligvis været uopmærksom et lille øjeblik (nærmere en times tid – men hvem tæller?!)💤💤

Vel nede på tysk jord fandt vi over til gate L15 hvor næste maskine skulle bringe os til Delhi.

Og – igen, den tyske præcision fornægter sig ikke – vi kom afsted til tiden og landede 40 min før end forventet👌🏼

Men altså, vel er jeg ikke sart, men hold nu kaje hvor der stank af god, gammeldags BRUGT armgas i den flyver! 🤢

Overvejede at tage sagen i egen hånd og ofre min deo for at gå rundt og give alle en stribe deo under hver arm, for føj da en lugt. For ikke at tale om larmen! Nej der blev knævret!
Ups! Jeg var vist blevet lidt morgensur op ad dagen kan jeg godt se nu….

Men lytter man til de enkelte indiske samtaler, så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, de synger sproget på sådan en helt særlig måde, sådan lidt dingelingdingelingding🎶

Egentlig manglede der bare en ged og et par hellige køer og et lille gadekøkken og så var vi på marked 😜

Nå, lugt og larm fortog sig hurtigt – utroligt hvad man kan vænne sig til! Og vupti var vi pludselig på indisk jord.

Som om det ikke er nok at man skal søge e-visa i sytten eksemplarer, have klistermærke på sit nye pas og medbringe alt i papirform (jeps også selvom vi skriver 2024), så skal man gud-hjælpe-mig også udfylde et indrejsekort.

Så der står 50-70 turister og forsøger at få fingre i et af de forjættede kort, få dem udfyldt og så komme væk fra pladsen.

Nu skulle vi så i en ny kø for at få tjekket vores indrejsekort, pas, boardingkort og e-visa.

Sætter lige scenen:
25 grader i lufthavnsbygningen, lange bukser, lange ærmer, rygsæk på OG uld-flystrømper trukket op til knæet i strækmarch fra Mombasa til Delhi (eller sådan føltes det). Det var fandens varmt!

Kommer frem til manden bag disken og giver ham alle dokumenter. Han scanner mit pas sindsygt mange gange, kigger indgående på mig og så ned på maskinen. Bøjer og brækker i passet og kigger igen på mig og så på maskinen. Efterhånden ser han helt opgivende ud og japper et eller anden til kollegaen ved siden af, mens jeg står kamsvedende foran ham og ligner en sølle udgave af en storsmugler.

Men kollegaen tog over, jeg har afleveret indrejsekort og fingeraftryk så nu er jeg og kæresten i Indien for aller første gang.