Dagen startede varmt men overskyet, det var næsten værre end fuld sol.
Luften hernede er ekstrem varmt så selvom temperaturen “kun” viser f.eks. 37 så kan det føles som 44 eller 45°.
På arbejdet har vi lige fået sat klimaanlæg op og der fået at vide, at hvis man bare sætter temperaturen max 7° koldere end udetemperaturen så bliver man ikke syg. Det er svært når temperaturen siger 45, og hotellet konsekvens har sat alle aircondition til at køle 22….
Nå, i dag var der vind og ikke kun en lille brise men deciderede vindstød dog kun i den lave ende men de var der, og gudskelov for ellers havde det været tæt på ulideligt.
Temperaturen i poolen er helt oppe på 29°, men faktisk føles det kølende at gå i. Så der bliver brugt meget tid i vandet i disse dage. Men hvad gør det når man har infinity pool med udsigt til Dubai skyline inkl .Burj Khalifa.
Der er selvfølgelig livredder til stede, og jeg skal lige love for, at han er kommet på overarbejde i varmen.
På grund af eid, er der en del der holder ferie i disse dage her på hotellet. Det betyder – desværre – at de lader deres børn bruge poolen, lader livredderen være barnepige og så selv sidder et helt andet sted uden visuel kontakt til deres børn.
Der opfatter børnene som at der er fri leg og de opfører sig noget så ubehøvlet overfor livredderen og uden respekt for resten af gæsterne. Vi snakker om børn helt ned til fem-seks år. Heldigvis er det muligt for livredderen at hente forældrene temmelig hurtigt og så får ungerne læst og påskrevet, men så snart forældrene er væk igen starter de forfra… Temmelig belastende.
Så er der dem der mener, at deres musik lige er det alle gider at høre (det er det ikke!), så livredderen må gøre opmærksom på at det ikke er et diskotek.
Det lyser langt væk af dårlig opdragelse og mangel på respekt for andre mennesker.
For ikke at tale om de fire unge mænd (i 30’erne) der også har invaderet polområde med et for øje: at glo på unge piger. Det er lige så man kan se dem savle – livredderen har oven i købet måtte henstille til at de kun tog billeder af hinanden og ikke andre gæster. Klamt!
De kan ikke for 5 gram engelsk, så de hakker sig igennem på en blanding af arabisk, få engelske ord og tegnsprog for at se om de kan få adgang til pigernes sociale medier. I håb om, at der er et par billeder af pigerne uden alt for meget tøj på. De gør det skam også selvom pigen har sin kæreste med. Igen klamt!
Når livredderen ikke “passer børn” er han oprigtigt opmærksom på alle andre gæster og hjælper det bedste han kan – lægger håndklæder klar, retter ryglæn for folk på solsengen og på anden vis bare gør et ihærdigt forsøg på at sikre alle har det godt. Det samme gør hans kollega fra spaafdelingen der afløser ham engang imellem. Han har også travlt med de uvorne unger, og får vi øjenkontakt ruller han med øjnene – dét blik siger alt og så smiler vi. Eller når vi mødes på gangen (inde i kulden, aaahhh) tager vi os begge til panden og signalerer at det er skønt og kølende eller tager en dyb indånding inden vi går ud i varmen og så griner vi igen. Han er rigtig hyggelig og også hjælpsom, og det gør altså bare noget når der er god stemning på den måde.
Idag var en varm dag, faktisk hele 3° højere end normal gennemsnitstemperatur på denne årstid.
Men vejrudsigten lover det varmere på fredag 🫠 så mon ikke livredderen bare kan søbe mig op med en gulvklud, vride den og hælde mig på flaske. Kommer så meget til at smelte ♨️🔥🍶