De fleste fanger i Horsens Statsfængsel led ofte af søvnløshed. Det var heldigvis ikke tilfældet for mig i nat. Til gengæld blev vi så også vækket tidligt af håndværkerne på byggepladsen lige udenfor celle 3.
Men op og igang kom vi og morgenmaden blev indtaget i cellen – jo vi lever os skam rigtigt ind i rollerne 😉
Kl. 11:00 stod vi klar til rundvisning. Og heldige os havde fået selveste Kaj Rasmussen som guide. På forhånd havde jeg læst om Kaj og håbede inderligt at han skulle være vores guide. Kæresten anede jo ingenting om rundvisningen før vi ankom, så han havde ikke rigtigt nået at danne sig et billede og en mulig favorit-guide.
Kaj Rasmussen startede sin karriere i Kriminalforsorgen i september 1971 og stoppede i september 2011. Det overordnede emne for dagens rundvisning var: Flugtkonger og flugtforsøg. Og hold nu op nogle historier han kunne fortælle. Han fortalte, inden vi startede, at han kun ville fortælle historier som han selv havde været impliceret i på den ene eller anden måde.
Vi hørte om de meste utrolige flugtforsøg med reb bundet op som ziplines fra skorstenen på fængslets højeste bygning til et sted udenfor ringmuren. Det gik godt første gang for fangen der prøvede, men næste mand der forsøgte havde ikke samme held, hvorfor brandvæsnet måtte tilkaldes for at hjælpe den stakkels flugtkonge ned igen.
Vi hørte også om drabelige flugtforsøg over fængslets mure og om hvordan nogle fanger blev fanget (høhø) i NATOtråden (pigtråd) allerede inden de var nået over muren. Enkelte måtte simpelthen hjælpes ned af brandvæsnet og køres direkte på sygehuset. En fange havde pådraget sig intet mindre end 130 snitsår fra NATOtråden, og hans liv var i fare pga blodmangel.
Andre flugtforsøg indeholdt oversavede jagtgeværer eller andre skarpladte våben. Og der er faktisk mærker i muren efter hagl fra en gidselepisode ved det der nu betegnes som hovedindgangen.
Da Kajs tid var opbrugt – tror han kunne være forsat længe endnu – luntede vi ind i Fængslets museum. Her fik vi et fascinerende indblik i livet bag murene – både i “gamle dage” og det mere nutidige frem til Horsens Statsfængsel lukkede i 2006.
Vi så fængslet under besættelsen, og vi var oppe og se Rockergangen på 4. sal – Vest 4 – primært brugt til HA’ere, ja vi var sågar et smut inde i fængslet kirke….
I kælderen fik vi indblik i Underverdenen og herunder også strafcellerne og afstraffelsesrummet. Det sidste kan bedst beskrives som en dårlig udgave af 50 shades of gray, med en 13-halet pisk, spanskrør og lign. Alt imens fangen var spændt fast til et kors eller i lænker – tror virkelig Christian Grey ville have fundet inspiration i det rum… 🤭
Hele rundturen på museet afsluttes med en tur (og fortælling) om den gode pengeskabstyv Lorentzens selvgravet flugttunnel. Virkelig imponerende arbejde! Hver nat fjernede han 236 kg jord, sand og sten fra tunnelen, der stod klar til brug d. 23. December 1949. Desværre varede hans liv i frihed kun 7 dage, men som han havde skrevet over indgangen til tunnelen: Hvor der er en Vilje, der er ogsaa en Vej!