I dag var målet Danmarks nordligste punkt, Grenen. Vi skulle ud og stå med et ben i hvert hav – nogle af os valgte at tage sko og strømper af før vi gik i vandet, mens en anden fik sok og gik med sko og strømper på i vandet 😂
Næsten ude på spidsen af Grenen lå der tre små søde sælunger. Dem skulle alle have billeder af inkl. mig. Men jeg må indrømme, da jeg så hvordan andre turister opførte sig ved ikke at vise hensyn til de små dyr, at jeg blev lidt ærgelig over, at der ikke var sat en form for afspærring/afskærmning af, i det mindste for dyrenes skyld.
Sæl-mutti svømmede op og ned langs kysten men kunne/turde ikke komme ind til sine unger pga. menneskemængden.
Nå, men vi fik både billeder af sæler og “sæl”-fies fra toppen af Danmark. På tilbage-gåturen fik vi samlet sten til min altan. Kæresten mener, at vi risikerer at smadre affjedringen i den franske øse pga af vægten fra vores nyfundne sten. Men de par kilo går nok 🤣😂🤣
Det er bare en vane – sikkert en dårlig en af slagsen – men jeg har altid samlet sten og skaller på stranden lige fra jeg var lille, hvor mine forældre slæbte bæreposer med sten hjem når vi havde været på stranden.
Da gren, sæler og sten skulle hvile, kørte vi den korte vej til Det Grå Fyr, og gik på stranden for at kigge. Her var det som at komme i sten-himmelen, for der var lige præcis den type sten jeg ledte efter, og der røg et par kilo mere i poser 😂 Kæresten kommenterede det næsten, slet ikke…..overhovedet…….ahhh okay, men kun lidt 😜
På stranden var der tæt på vindstille og solen skinnede fra en dejlig, flot blå himmel. Så vi bredte et tæppe ud lidt oppe i klitterne og smed os der og blev liggende de næste par timer.
Da vi endelig forlod stranden, kørte vi direkte videre til det Blå Ishus i Tversted, som kæresten – da han var barn – har besøgt et utal af gange. Faktisk har han og jeg været der en enkelt gang uden for sæsonen hvor ishuset var lukket. Men i dag var der åbent og vi fik sommerens – indtil nu – første vaffelis 🍦
Fra Tversted satte vi atter kurs mod Limfjorden, denne gang Thisted og et hotel ved Limfjorden.
Hotellet er et helt kapitel for sig selv, men synes lige I skal have et par højdepunkter.
Middagen er “dagens ret” varmrøget laks til forret og unghane til hovedret (virkelig lækkert!) 👍🏼 Det er i sig selv ikke underholdende, men det var betjeningen.
Vi blev ved indtjekning instrueret i, at i restauranten sætter man sig ved det bord der har samme nummer som ens værelsesnummer – tjek ✔️
Vi ankom til restauranten og den første tjener spurgte til vores værelsesnummer, vi svarede xx, og han fik herefter sin unge kollega til at følge os til bords. Bortset fra at hun ikke liiiige kunne finde vores bord…….til sidst lurede hun deres eget nummersystem og vi fik sat os.
Hun forsvandt herefter fra bordet og en ny servitrice ankom, og kiggede lettere urolig på os og spurgte: “Skal I sidde der?”. Vi bekræftede og oplyste at hendes kollega lige havde anvist os bordet, og at bordnummer stemte overens med vores værelsesnummer. Øøøøh, så må jeg hellere få dækket op til Jer…..! Svarede hun. (Ja tak, så er vi i gang).
Da vi skulle bestille drikkevarer spurgte vi til størrelserne på øllet – stor/mellem/lille – hvad dækker de betegnelser over? Hvortil den kære servitrice med hænderne markerede, at den ene øl er så stor, den anden knap så stor og den sidste må være lille svarede hun så…..? Tak! Dét hjalp os faktisk slet ikke 🥴
Samme scenarie gentog sig med sodavand, dog er begrænsningen sat til stor og lille. Er en stor så en 1/2 liter eller 0,4? Spurgte vi høfligt. Hvortil servitricen meget høfligt svarede, at det vidste hun ikke…..?! Okaaay…..kan du finde ud af det og vende tilbage? Jaaah…..joh, jeg undersøger det lige. (Bragende god ide!)
Må lige indskyde, at vi på daværende tidspunkt ikke havde spist siden morgenmaden på hotellet i Skagen, så vi var ved at miste en lille smule tålmodighed med den kære servitrice. Men vi fik bestilt vores drikkevarer 🥤🍺
Nu formastede vi os så til at spørge servitrice 2 om hvad tid der er morgenmad fra i morgen? Hun svarede: eeehm i morgen… (ja helst, vi skal jo videre ud i sommerlandet og bliver ikke her hele ugen)….det ved jeg ikke helt, men mon ikke det er fra kl. 8-10? Dér indså hun, at det jo nok ikke var os der kunne svare på hendes (muligvis retoriske) spørgsmål, hvorfor hun fulgte op med, at det undersøger jeg lige og vender tilbage. Så nu ved vi – og I – at der er morgenmad fra kl. 07-10 😉
Godnat fra Fawlty Towers ved Limfjorden og sov godt 😴💤