Må mosekonen egentlig brygge før kl. 08?

Tidlig fredag morgen da jeg forsigtigt lindede på gardinet var der den smukkeste solopgang. Mosekonen var i opstartsfasen og hendes bryg lå som en florlet dyne over marker og eng. Virkelig smukt!

Men herefter fik hun ellers fyret op under kedlerne – skal jeg ellers lige love for – og hendes bryg indhyllede snart hele vigen, dog stadig på den der flotte (fotogene) måde.

Udover det smukke syn, så var der dømt absolut tystnad. Denne fantastiske stilhed blev kun brudt enkelte gange af en gispende dykand med en nær-død-oplevelse eller en flok vildgæs i det fjerne. Ingen larm og motorstøj, ingen café latte-trunter eller skrigende unger til at forstyrre indtrykket – så skønt!

Morgenmaden blev indtaget i de smukke omgivelser i gourmet restauranten “Amstrup & Vigen”. Og med et bord helt fremme ved havedøren med udsigt over vandet og solopgangen, kunne det næsten ikke blive bedre.
Indholdet på restaurantens morgenmadsbuffet var også i top, så det blev en god start på dagen. Dét synes kæresten i den grad også. For han havde opsnuset en golfbane i nabolaget og i en sky af støv og med hjulspind forsvandt han hurtigt op ad vejen.

Nu var der ikke andet at gøre end at tjekke områdets seværdigheder ud. Skoene blev snøret og så afsted – ud i det fantastiske vejr.

Kursen var sat mod Nordborg Kirke – men jeg tog en hurtig afstikker til Jollmands Gaard der ligger tæt ved badehotellet. Gården er en såkaldt krogsgård (form som en krog) fra 1700-tallet og den ældste gård i Holm.

Atter på rette kurs mod kirken, vandrede jeg afsted i strålende solskin. Men når man nu ikke er på hjemmebane er det rart at telefonen kan guide en afsted. Nogle gange er ruterne dog temmelig…ehm…..alternative. Og nok derfor blev jeg ledt igennem et mindre skovområde – og mistede forbindelsen – før jeg nåede dagens første, rigtige stop, Nordborg Kirke. Virkelig hyggelig – sådan lidt romantisk Morten Korch-stil. Altså set udefra, fordi indenfor var der en igangværende kassefest (r.i.p.). I respekt for afdøde og de pårørende gik jeg naturligvis ikke ind.

Fra kirken gik det videre til Nordborg Slot (det kan godt være, at byen ikke er stor men det skorter bestemt ikke på storhed!) Desværre var slotshaven lukket, hvorfor det heller ikke lykkedes at snige mig ind der. 

Nu manglede bare “hovedgaden” og den var hurtigt overstået og jeg kunne vende snuden hjemad mod badehotellet. Her blev jeg til gengæld mødt af min nye bedste ven, Konrad, som er hotel-hund på badehotellet. Og da Konrad var blevet kløet og nusset fik jeg allernådigst lov til at gå op på værelset.

Her kunne jeg så sidde med udsigt til blikstille vand og den lavtstående november sol og nyde freden og roen. Lige indtil kæresten kom tilbage fra golf 😜

Efter endnu en smuk solnedgang, var det efterhånden blevet tid til aftensmad. Vi havde på forhånd booket Dyvigs Luksus Juleanretning med hele 12 forskellige retter 😋😳 og hold nu kæ.. hvor smagte det fantastisk og der manglede INTET!!!


Faktisk kiggede herren ved nabobordet misundeligt på vores utallige serveringer mere end een gang, og da hans kone luffede ud for at pudre næsen, så han sit snit til at spørge ind til menuen som vi så roste til skyerne, vist lidt til hans store ærgrelse 🙃

Efter maden måtte vi lige et smut ud i den kolde luft og kigge på stjerner og strække ben, inden vi møffede os op på værelset for at slå mave – tror vist bare det bliver en tidlig aften – bøvs! – over and out!